Gl. Jernbanevej
Bevaringsværdig etageejendom får nye tagboliger og forbedret boligkvalitet
Om byggeriet
Beliggenhed: Valby, Danmark
Type: Etageejendom m. nye tagboliger og ‘bolighave’
Areal: 1.139 kvm.
Teamet bag projektet: Bygherre Flemming Christensen, Domus Arkitekter, Kuben Management
Billedkreditering: BARK Rådgivning / Foto: Emilie Kofoed
Gl. Jernbanevej er resultatet af et udviklingsprojekt – Living in Light – hvor man har til- og ombygget en klassisk, bevaringsværdig beboelsesejendom fra 1899 med fokus på optimering af dagslys og indeklima.
Living in Light er et vidtgående renoveringskoncept, som viser, hvordan eksisterende bygningskultur og ældre etageejendomme kan bevares samtidig med, at kvaliteter tilføjes, så boligerne i højere grad imødekommer moderne krav og forventninger.
Ejendommens eksisterende tagboliger er udvidet til store, familievenlige boliger i to etager, og samtidig er alle eksisterende lejligheder udvidet med en ’bolighave’ mod gården. En ny glasfacade udvider således boligerne med en helt ny zone, som giver direkte udsigt til gården, flere kvadratmeter, nye funktioner og mere lys i boligerne.